Sparbank
Det har været særdeles trangt at arbejde med Sparbanks nye tilbygning til hovedsædet i Skive. Pladsen i den gamle midtby i Skive er trang og levner ikke meget albuerum til kraner og lifte. Men for CSK er opgaven en udfordring.
Sparbanks nye tilbygning er nemlig fem etager høj, og for i det hele taget at kunne skabe denne bygning er der brugt stål til de bærende konstruktioner. Her viser stålet for alvor sin værdi i moderne byggeri, for stålets styrke kombineret med, at stålet kan sættes op, hvor der er kun er meget lidt plads at arbejde på, har gjort byggeriet muligt.
Sparbanks hovedsæde ligger med facade direkte ud til Skives rådhusplads, midt på Skives gågade, og derfor er der også æstetiske hensyn at tage i byggeriet. Alt sammen er gået op i en højere enhed
efter et grundigt forarbejde af både hovedentreprenør murermester Torben Pedersen og arkitekterne Ramvad & Thomsen.
Samarbejdet på projektet har været eksemplarisk. Ja, den gode stemning mellem folk fra de forskellige entreprenører blev understreget, da folkene tog initiativ til at få lavet et fotografi i stil med det velkendte byggefoto fra 20’ernes New York, hvor arbejdsfolk spiser frokost på nogle store stålbjælker højt svævende over jorden.
Arbejdet med byggeriet er blevet fulgt nøje af medarbejderne i Sparbanks hovedsæde. Byggefolkene har nemlig arbejdet lige udenfor bankfolkenes kontorvinduer. Den nye tilbygning er blot første etape i byggeriet, for til februar går anden etape i gang. Til den tid flytter bankens medarbejdere fra de eksisterende lokaler over til de nybyggede lokaler. Dernæst går byggefolkene i gang i de gamle lokaler.
Også til dette projekt samarbejder CSK med murermester Torben Pedersen om at levere stålløsninger. CSK leverer også trapper og værn udover de bærende stålkonstruktioner til den nye tilbygning.