Frederikshavn Boligforening
Nye klæder. Frederikshavn Boligforening tog konsekvensen og renoverede en hel boligafdeling på Koktvedvej, som har sin oprindelse i 50’erne. Afdelingen trængte til en gennemgribende ombygning og modernisering. Totalentreprenøren Jorton arbejdede med lejlighedernes indretning og flyttede rundt på indvendigt bærende vægge.
Ønsket om ændringer i lejlighedernes indretning medførte, at der skulle findes en anden måde at skabe en bærende konstruktion på, og valget faldt på en stålkonstruktion. Stålet kan nemlig erstatte den gamle bærende konstruktion og samtidig give mulighed for at nytænke den indvendige indretning. Det gav mulighed for eksempelvis at lave nye køkkener i alle lejlighederne samt at skabe plads til at bygge elevatorskakte.
Stålet gjorde det muligt at omsætte til ideerne til praksis.
2100 timers montage
Taget blev også udskiftet, og det nye tags arkitektoniske udhæng er tillige med de nye indgangspartier båret af stålkonstruktioner fra CSK. Facaden har også fået en tur og er blevet renoveret og moderniseret i væsentlig grad. Blandt andet er der sat altaner op til hver enkelt lejlighed, og de nye altaner er i lighed med stålkonstruktionerne projekteret, produceret og monteret af CSK.
Montørerne fra CSK har således haft en travl tid på byggepladsen og været i sving i mere end 2100 timer for at montere de mange stålkonstruktioner og stålløsninger.
Alt i alt en meget omfattende moderniseringsopgave, som også omfattede, at et par af boligforeningens blokke blev revet ned for at skabe nye muligheder for beboerne i området. Afdelingen fremstår nu med en helt ny og tidssvarende facade, og lejlighederne lever i dag fuldt ud op til de krav, som beboerne stiller.