Århus Havn
Det 17 etager høje kontorhus med ejerlejligheder på de to øverste etager og butikker i de nederste, kommer med sine 68,5 meter til at fungere som et pejlepunkt på havnen i Århus. Sammenboltning af stålkonstruktionen, støbning af trappe- og elevatortårne og montering af betondæk sker samtidig, én etage ad gangen, en byggeform som kræver et tæt samarbejde og en stram styring af logistikken.
I forbindelse med byggeriet har CSK projekteret, fremstillet og monteret én af Danmarks største gitterdragere, den er 100 meter lang, 12 meter høj og bærer 3 etager. Ydermere skal der være plads til en vej under bygningen, så gitterdrageren har et frit spænd på 60 meter.
En spændende opgave som, af hensyn til transporten, blev løst ved at konstruere ti sektioner på 7 x 20 meter på virksomheden i Thisted og derefter blev boltet sammen på byggepladsen. De tekniske løsninger er udført i samarbejde med Centrumtegnestuen.